Vincent vanGogh selfportræt, udsnit
Oprindelig publiceret på www.cph-art.dk 27.05.2010.
Det er en kunstfilm i Tycho Brahe Planetarium. Filmen ”Van Gogh – penselstrøg fra et geni” af François Bertrand i IMAX format på det 1.000 m2 store kuppellærred tager tilskueren på en rejse. En rejse i sind. Man kommer tilbage fra rejsen, beriget på en fantastisk og meget sanselig måde. Filmen har premiere d. 28.05.10
Man går ud af salen med sindet overmættet af farver og med en knude som presser og som gør ondt der, hvor sjælen er: indeni, lige under brystbenet. Man har en klump i halsen som forløses, ikke i gråd men spredes ud og bliver til en kilde af inspiration, genkendelse, anerkendelse og tanker.
Det næste man gør: man køber et par af de grimmeste, guldfarvede klipklappere i Netto, som ovenikøbet ikke passer én. Sindet er stadig så facineret af de klare gule, næsten håndgribelige og dejagtige penselstrøg, at man må bare have noget håndgribelig reference i hånden, noget som fingrene må gerne røre ved. Jeg vil bage i aften for at kunne aflede de følelser som sidder i fingerspidserne, ud i dejen. Måske burde jeg ta’ min pen og tegne istedet?
Vincent van Gogh, kornmark, udsnit
Når man ser filmen ”Van Gogh – penselstrøg fra et geni”på den store lærred i Planetarium, bliver man opslugt af van Goghs univers. Både af hans malerier og de landskaber, som blev fundet og filmet sådan som han har set dem. Man lytter også til musik og til historie og man kan mærke den drivkraft, som dedicerer én til det man gør – og som gør det smertefuldt umuligt at lave noget andet.
Man føler også den altopslugende ensomhed og det savn man har, når det kun er de færreste der forstår en; når der kun er få der kan holde en ud, fordi man er så decideret, at det bliver for meget og for mærkelig for omgivelser at omgås én. Man har det selv svært med at holde sig selv ud: sine tanker, sin ensomhed, sit behov for at være set og anerkendt som den man er. Man dulmer og doper sig med vin og uafbrudt arbejde og det fjerner en endnu længere væk fra omverden og fra sig selv.
Det er egentlig ret naturligt at Vincent har været præst. Heller ikke mærkeligt at han blev uønsket i den rolle. Når man er skabende kunstner og har det i sig, uanset om man gør det her og nu eller ej, så deltager man i selve skabelsesprocessen: man bliver ét med Skaberen og det er de færreste mennesker der kan holde ud i lang tid.
Man forstår også selvmord. Det er ikke længere destruktion, men ønsket om befrielse, befrielse for det sind som blev større og større, som ikke længere kan rummes af kroppen og som ikke kan bære at leve i den verden som den er nu; som ønsker en forening med de kræfter som driver ens værk.
Man tænker også på familie og den verden, vi lever i, her og nu. Vicent, i hans kreative periode, blev forsørget af hans bror, Theo. Man kan ikke undlade at tænke på: hvad ville ske hvis havde levet her og nu? Hvorvidt hans bror ville have ressourcer til at forsørge ham i nutiden? Hvor mange år efter fyringen fra præsteembedet kunne han leve på a-kassen? Hvornår ville han være sendt i tvangsaktivering? Hvor langt tid kunne han holde DET ud? Måske ville han være indlagt på den psykiatriske i en lukket afdeling og male der? Hvad motiverne ville så være? Hvad hvis han var ikke syg nok til den lukkede? Hvor i systemet lander de mennesker som måske har det samme talent og drive og lige så miskendt i de levende live som det var i van Goghs tilfælde?
Vincent van Gogh, roser, udsnit
Efter filmen i Planetarium har man mulighed for at gå på Glyptoteket og opleve van Goghs malerier. Man har også behov for det. Man vil kigge tæt på og se de fantastiske penselstrøg med egne øjne, man vil føle kunstnerens univers og kunstnerens sind, man vil mærke hans levende tilstedeværelse ved at være i nærheden af hans værker. Det sidste man vil tænke på: kunne jeg holde manden ud, hvis han var min ven eller nabo?