Original artikel: http://www.cph-art.dk/content/musik-t%C3%B8j-og-inspiration-i-hverdagen
Det er højhælede sko og støvler, der hænger fra løftet og giver den kække kant til den klassiske gammeldags æstetik med farvede glas i ruderne og små lamper med det varme gule lys og alle mulige former for skærme, der hersker i café Intime, som ligger tæt på Frederiksberg Rådhus. Der står sarte roser i små glasvaser og høje stearinlys på bordene. Ved bordene sidder damer svøbt i lange silkekjoler med blottede skuldre og højt opsat hår samt herrer iført højhatte og kjolesæt. En ung mand med sværte-sort hår og brændende sorte øjne sidder ved klaveret.
Pianisternes fingre glider hen over tangenterne og frembringer kabaretsviser og chansons fra 30-erne. Den smukke sangerindes lyse forførende stemme følger musikken. Café Intime med sin anderledes æstetik byder velkommen til “Magiske Mandag” med sang, musik og poesi.
Det er sanseligheden, der præger de aftner, hvor Jakob Park og Michelle Djarling står for brud i hverdagens vaner – noget, der er sjældent nu til dags i København. De står for live optræden på en café en mandag aften.
Michelle Djarling, Jakob Park, Niels Guffi Pallesen
Musikken og sangene er der. De pænt klædte mennesker er kun en del af realiteten – måske som en spirende del af visionen, måske som tegn på genfunden dekadence. Visionen om anderledes og mere æstetisk hverdag, visionen om anderledes tilgang til livet, hvor kunsten og velklædthed ikke behøver at være forbeholdt weekenderne, men også en naturlig del af hverdagen, hvor kunsten og livet fletter sig ind i hinanden og selviscenesættelse ikke længere et fyord, men noget, man bliver opfordret til som tilskuer.
Hvilken af de mange af hverdagens små afsavn har trykket på, siden jeg selv turde at anerkende og vise min indre diva lige den aften, når Jakob Park har opfordret begivenhedens gæster på Facebook at finde de høje hæle og stiveste puds frem til lejligheden? Hvilken mystisk kraft besidder denne musiker?
Det handler om at leve og det handler om at sanse. Sanselighed i musikken, sanselighed i oplevelser, sanselighed i tøjet. Når man bruger sanser, lever man. Det gør Jakob Park i højeste grad. Han bruger sin sanselighed til at overføre det liv, han oplever, til musikken. Han bruger livet for at skabe de oplevelser, som vil være overført til musikken, og på denne måde sluttes cirklen. Cirklen, som indeholder alt: både venner, der skiller sig ud fra mængden, film, som forventes at have skaberens kunstneriske signatur, tøj, som kan være lige så stor oplevelse som kunst og det vigtigste af alt – lysten til at leve der, hvor livet er både inspiration og en uadskillelig del af den kreative proces. “Pynte sig for sin egen skyld, for hinandens skyld, det gør at man har mere lyst til at leve og det gør, at man har mere lyst til at skabe. At klæde sig ud for hinanden og inspirere hinanden både visuelt og åndeligt vil være godt for kunsten”.
Zenia Grynberg i Tone Barker Silk kjole og et glas rødvin i hånden
Det handler også om søgen efter det usagte og det uvisse. Måske er det, derfor Jakob og Michelle’s optræden på Café Intime virker så naturlig. Der, hvor man ikke synger for højt, det sublime i Michels stemme får mulighed for at folde sig ud og fange de tilstedeværende.
Jakob Park og Michelle Djarling i Café Intime
Hvad ellers bringer inspiration til disse aftener?
“Tanken bag det er jo, at jeg er dels fascineret af Monmartre, Paris og chanson – det med at klæde sig ud er æstetik, som siger noget, som gør det farverigt.
En kjole, der er syet på den rigtige måde, og der er tænkt på formen, der er tænkt på farven, der er tænkt på materiale, kan gøre mig lige så glad som et maleri.
Også hele livet omkring natklubstemning, fx Moulin Rouge, Berlin og al den kabaretsstemning, det er nok derfor det føles meget dekadent. Kabaretsmusikken er meget bombastisk og farverig som kjolerne. Jeg kan næsten se kabaretspigerne danse og det er også både dekadent, simpelt og muntert samtidig.
Chansons – lidt mere poetiske, franske og vemodige ligesom Edit Piaf og har mere elegance i det. Det, der følger med dette, er velklædhed både for mænd og kvinder. Man pynter sig for hinanden og kunsten handler jo også om at pynte.”
Pynt holder op med at være en del af det overfladiske ydre liv, det stikker dybere, da det også er søgen efter æstetik. “Jeg får lige så stor oplevelse af at se sko designet af Cecilie Toklum som jeg gør ved at høre et stykke musik af Mahler eller Debussy. Jeg vil altid kæde musikken med noget andet. Jeg skriver mest musik, hvis jeg var optaget af et billede, hvis jeg har set et meget meget godt film, så er jeg optaget af at kunne overføre nogle af de æstetiske universer til min musik, som kommer igen med et eller andet slags filter – mit kunstnerisk filter. Alt vil gøre det, uanset om jeg kigger på dig eller på en solnedgang eller havet eller et skulptur – det vil altid komme igennem et filter – gennem min æstetiske optik og bliver til musik”, siger Jakob og fortsætter, ”Som person, som udøvende og skabende væsen finder jeg de steder, hvor æstetikken er til, hvor der er plads til at være glad, hvor folk vil gøre noget, hvor der også er mange, som er designere og musikere, som har den holdning til æstetik, hvor det er nemt at blive inspireret, og hvor der er nogle mennesker, der interesserer sig for kunst. Jeg går i jakkesæt næsten hverdag og jeg kan godt lide at mine venner er velklædte til hverdagen og dejlige at tale sammen og se på. Hverdagen er vigtig.
Det handler ikke kun om at se godt ud, for hvis man ikke har noget at sige, hvis man ikke har noget indhold eller budskab og tanker, der ligger bag, og hvis vi ikke har den her tyngde, så vil det være overfladisk. Bare at se godt ud er ikke nok. Man skal have undersøgt historien, kunsthistorien og det, som vi er skabt af. Det er vigtigt, at man er dannet, lærd.”
Jakob Park i café Intime med et glas hvidvin
Dannelse, lærdom og professionalisme er en del af den musiske karriere, men det handler også om noget der hedder passion for det, man laver. Det handler om at være dedikeret til det. Derfor er det interessant at høre, hvad gjorde Jakob til en succesrig musiker.
“Jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg kunne altid godt lide musik og sang. Jeg hørte meget radio som barn, men begyndte at spille senere. Det kom hen ad vejen. Jeg startede med at spille guitar, så begyndte jeg at synge. Måske har det også noget med æstetik at gøre, fordi flygel, når den er slået op, er et fantastisk stolt instrument, der har en kæmpe klang og måske også pianistens rolle; det meget elegante ved selve pianisten og den måde fingrene arbejder på og ved selve instrumentets udformning. Man arbejder meget med klang og man har et helt orkester i de 88 tangenter.
Jeg kan virkelig ikke kende forskel på at være dedikeret til at spille fodbold, som jeg var dengang jeg var barn og at være dedikeret til musik og kunst nu. Selv om man kan mene at fodbold er noget helt andet, men det er stadig en del af et håndværk. Så det, at jeg har spillet så meget fodbold og blev så god til det, kunne jeg overføre til at spille et instrument. Hvis man er først god til en ting og skifter til noget andet, så ved man hvordan man opbygger ens kunnen, hvordan man bliver dygtig til noget, og hvor meget det kræver. Der var mange ting, som jeg måtte vælge fra for at kunne spille klaver og for at øve mig så meget for at være på toppen. Man bliver nødt til at sige “nej” til mange ting.”
Det, du i virkeligheden vil med dine omgivelser og med dit liv, er noget, der stiker ud af mainstream psykologi og appellerer til noget andet – til fordybelse i det æstetiske og i det kulturelle.
“Jeg bryder mig ikke om middelmådighed, jeg bryder mig ikke om cowboybukser og metervarer. Ikke fordi alt skal være eksklusiv, men vi skal jo føle os eksklusive hver eneste dag. Det er ikke sikkert, at vi er det, men vi skal føle, at vi er noget specielt, og det er netop den følelse man kan få af andre omgivelser, hvis det var tænkt på detaljerne, håndværket og materialerne.
Der er stor ensretning indenfor æstetikken og indenfor medierne. Hastigheden for de billeder, der bliver præsenteret via nettet og via fjernsyn, er høj og studieværterne taler hurtigere end nogensinde. Det er så mange informationer, der skal gives på så kort tid. Det vil sige at den æstetik og det tempo, der er der, ser vi over alt. I omgivelserne, i gadebilledet, i reklamerne. Det er hurtigt, der er tempo og underholdning. TV, X-faktor, nyhedsudsendelser har så hurtig klipning, så hurtig billed-skift, at det gør, at folk overhovedet ikke kan komme ned i tempoet hvor de får koncentration og energi og langsomhed nok til at læse Sartre, til at læse Camus, til at læse Schopenhauer, til at vær nede i tempoet, hvor man kan tale langsom, og hvor det bliver ikke overfladisk. Der er en del af kunsten, der er meget langsom, det tager tid at forstå, specielt indenfor filosofi, eller hvis man skal lukke et kunstværk op som fx en god film, så kan man ikke have det her i meget hurtig tempo. Så bliver det tabt. Æstetikken i dag bliver strømlignet af medierne og bliver meget ensrettet; man viser kun det hurtige. Ingmar Bergmans film bliver sendt ud kl. 4 om natten, hvor der er ingen, som ser dem. Jeg laver musik, som er i den modsate retning, som tager tid, som er langsom, som giver følelse af en bevidsthed i rummet, som ikke har noget med travlhed at gøre, og hvor man forhåbentlig kan mærke, at mennesket har levet i så mange år, at man har den historie og den tidsperspektiv i selve oplevelsen af sit liv og det er ikke bare nu og her.
Jeg synes, at det er et fattig liv, hvis man ikke kan mærke de tidligere historie: romerne, grækerne, vikingerne, og hvis man ikke har det inde i sit univers, så bliver det fattigt og ikke refleksivt i forhold til at være menneske.
www.jakobpark.com
Foto: Zenia Grynberg, Michelle Djarling