Hvad ser jeg for mig, når jeg læser om Marinaleda?
http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2162528/spansk-landsby-har-besejret-krisen-med-kommunisme/
Med stor begejstring beskriver Erik Jensen i Politiken (d. 18.12.13) den spanske landsby Marinaleda, der efter sigende har formået at besejre krisen ved hjælpe af en kommunistisk utopi, som indbyggere har holdt ved lige nu snart i 30 år. Han kalder indbyggere for “frihedskæmpere” og kan nærmest ikke får armene ned af ren ekstase.
Nu vil jeg pille lidt ved de skrevne ord og se hvad for et samfund Erik Jensen har beskrevet.
Jeg ser bort fra hans retorik, så som: “solgt friheden for mammon” og “lille ukuelig landsby, omringet af kapitalismens lakajer”. Jeg vil heller ikke harmes over betegnelsen “frihedskæmpere” om landsbyens indbyggere – det er jo hans kunstnerisk frihed at beskrive virkeligheden med netop de vendinger, han gør. Jeg vil allerhelst pille ved den glaserede facade af dette utopiske samfund og dets konsekvenser. Lad os tage det skridt for skridt og følge teksten: “Og forrige sommer gik byens karismatiske borgmester i spidsen, som en genopstanden Robin Hood, for en skare af bønder og arbejdere ud for at knægte krisen ved simpelthen at plyndre supermarkeder og besætte de rige godsejeres ejendomme.” – Hvis den kommunistiske utopi i landsbyen har eksisteret i 30 år, og det hele gik så godt, så godt, hvorfor skule der så være grunde til at plyndre yderligere for 3 år siden? Er det fordi landsbyens kommunistiske økonomi er løbet tør for ressourcer og havde brug for yderligere indsprøjtninger? På hvilken måde skiller den sig så ud fra de famøse bankpakker, der også har plyndret skatteyderne? Selvfølgelig kan byens viceborgmester Esperanza Savvedra bryste sig med “vi skylder ikke en cent væk”, når pengeproblemer bliver løst ved tyveri. Tyv mener vel heller ikke at skylde nogen noget, eller? Jeg kan, selvfølgelig gå nemt hen over “de vakkelvorne stole under fotografier af kommunistiske ikoner” – det sender nemlig en positiv signal – landsbyen bruger ikke for mange penge på bureaukrati og administration. Det kan også lade sig gøre når befolkningstallet er under de 3.000.
Hvordan er så byens ideologiske inspirationskilde?
“64-årige Sánchez Gordillo, der har været borgmester lige siden, er træt og slidt. Han er netop blevet idømt syv måneders fængsel for en ulovlig besættelse af et stort landområde, som tilhører det spanske forsvarsministerium, men som Sánchez Gordillo og ligesindede mener, bør bruges som landbrugsjord og derfor trængte ind på i foråret.” – her har vi manden, der ingen respekt har for privat ejendom. Om den tilhører andre mennesker eller staten er ligegyldig, for han ved bedst hvordan den skal bruges. Men hvor meget frihed efterlader det til de andre end lige ham selv og hans idéer? Manden er bestemt ikke uden talent. For vi kan læse at: “Sánchez Gordillo viste for første gang sit talent for gennem medierne at rejse en politisk storm, og det andalusiske selvstyres regering afsatte penge til mad og til at købe jordlodder fri fra jordejerne, så landsbyens beboere kunne gå i gang med at dyrke jorden.” – altså et socialistisk mediedarling, der bruger børn til at vride armen om på regeringen. Der tvinger regering til at bruge andres penge til at købe fordele til dem selv. Penge, der er blevet opkrævet af lige så fattige bønder, som dem, Gordillo kan li’. Men OK, det er også nemt at skabe velstand for andres bekostning. Som vi kunne se tidligere – var det ikke nok, fordi for 3 år siden skulle de så på røvertogt igen. Hvad vil de så ske om 5 – 10 år, når det er ikke mere “riges” eller statens jord til at røve tæt på dem? Vil de så gå hen og besætte andre bønders jord og måske tvinge dem ind i det “frivillige” fællesskab, lige som kommunisterne i Sovjetunionen gjorde under kollektiviseringen?
“Frivillig”, selvfølgelig i gåseøjne, fordi:
“Vi dyrker udelukkende de afgrøder som artiskokker og tomater, der kræver, at mange arbejder i produktionen hele året. Derfor kan vi sørge for, at alle er i arbejde og alle får den samme løn. Også os, der arbejder på skolen eller andre steder i landsbyen« – altså, hvis du for eksempel ikke er helt vild med at dyrke tomater eller artiskokker og det er ingen andet arbejde til dig i landsbyen, må du … jah… dyrke tomater eller artiskokker, fordi du kan ikke bare flytte, du bor jo godt! Så… “til gengæld for at alle 2.786 indbyggere bor godt, er det forbudt at sælge sit hus for at tjene penge.” – så du er bondefanget i landsbyen! Du kan ikke bare sælge dit hus her og købe et nyt et andet sted henne. Du er fællesskabets fæstebonde. Du lever godt – efter fællesskabets vurdering, men jeg tror ikke, det er særlig smart at ønske at leve bedre eller anderledes. Det andet interessant ting jeg læser mig til: “Overskuddet på vores produktion går udelukkende til at skaffe flere arbejdspladser” – det vil sige at enhver teknisk udvikling i landsbyen, der vil højne produktivitet vil være bandlyst – for det vil jo formentlig føre til færre arbejdspladser. Medmindre man udvider sine jordområder ved at besætte flere af andres marker…
Hvad så med fremtiden? Hvad siger landsbyens unge?
“»Jeg ved ikke, om vores fremtid ser lysere ud, end den gør for andre spanske unge. Men den er i hvert fald sikker. Vi kan vælge at blive her og gå ind i produktionen, selv om det umiddelbart ikke virker så spændende eller udviklende at skulle arbejde i landbruget«, siger den 17-årige Rosana Rodriquez.” – Ja, man kan sikre sin fæstebonde tilværelse. Det er sikkert fint nok, hvis det er det du ønsker, men hvis du vil udvikle og uddanne dig yderligere – er det ikke plads til dig i dette samfund. Det er ikke plads til innovation og nytænkning, det er ikke plads til udvikling hverken økonomisk eller videnskabeligt. Ja, og hvis det er dårlig høst, så går man bare ud og plyndrer naboer…