Simon Emil Ammitzbøl
Oprindelig publiceret på www.cph-art.dk 17 december 2010
“Kulturen skal have lov at udvikle sig frit og mangfoldigt. Derfor skal statens indflydelse på kulturlivet være mindre. Dog mener Liberal Alliance, at staten er forpligtet til at sikre den nationale arv f.eks. gennem støtte til Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og andre kulturbevarende institutioner. Staten skal ikke styre massemedier men alene yde tilskud til klart og snævert definerede public service-produktioner.” – disse sparsomme ord beskriver kulturpolitiske holdninger hos det hurtig voksende parti og efterlader den interesserede læser med en følelse af tomhed. Derfor tog vi en uddybende snak med Simon Emil Ammitzbøll om, hvilken retning Liberal Alliance vil udvikle deres kulturpolitik i.
Det er pyntet op til julehygge på Simon Emil Ammitzbølls kontor i folketinget. Der er sølvfarvede guirlander, og der er juleengle, som hænger fra lamper, malerier og opslagstavler. Juleengle med søde buttede kinder .. hov… de er da ikke særlig søde, de engle! Der er jo en samling af Dansk Folkepartis og Radikale politikere. Hvem har dog ophøjet lige de mennesker til englestatus?
Ok, der er gået Jul i folketinget, og Marianne Jelved har pyntet Simon Emils kontor op. Det findes også en indviklet politisk forklaring på, hvorfor netop de to partier skal baske med vingerne på Simon Emils kontor, men det er ikke derfor, jeg er her, så den forklaring kan I jo selv prøve at tænke jer frem til. Til gengæld kommer vi nu til, hvad Simon Emil har fortalt om Liberal Alliances syn på kulturpolitik.
“Som udgangspunkt mener vi jo, at det er individernes opgave at sikre mangfoldighed i kulturlivet. Det står jo også i vores principprogram. Vi vil gerne have, at de private får en større andel i kulturlivet, end de har idag. Balancen mellem de offentlige og private – vi vil gerne forskyde balancen, så der er mindre offentligt og mere privat.
I gamle dage var der fyrster, som betalte for kunst – det var også dem, der bestemte, hvad der skulle være. På samme måde med Kunstfonden – i de 50 år, hvor den eksisterede og betalte, var den måske med til at konservere eller understøtte en bestemt smag. Da de begyndte, var de med til at understøtte de moderne trends, der var på det tidspunkt. Men jo længere tid der går – det kan godt være, at der bliver givet penge til noget anderledes og eksperimenterende, men mange af de penge, der bliver givet fra Statens Kunstfond og Statens Kunstråd går til en række etablerede navne. Der er også enkelte nye, som får større beløb og bliver “darlings” og så fortsætter virkeligheden. I virkeligheden forvrider det system, vi har nu, den kunst der udvikler sig. Det kan være at kunstnere ligefrem maler til det, der giver pengene. Det er jo spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
I modsætning til staten, som via Kunstfonden og Kunstrådet er meget begrænset og kan repræsentere en bestemt smag, så består det private af et utal af virksomheder. Det er ganske givet, at nogle kan være ret konservative, nogle vil tænke på at kunsten skal symbolisere noget i forhold til ens virksomhed, og andre vil tænke det stik modsatte. Det er i virkeligheden det, der skaber mangfoldighed – at der bliver alle mulige intentioner, alle mulige smage, alle mulige indtryk og lyster – whatever – som til sammen danner en mangfoldighed. Den vil altid være større, end når staten placerer ganske få mennesker i et udvalg og siger, at det er dem, der skal udvælge de kunstnere og projekter, der skal støttes.
Jeg håber, at det er muligt, at ændre noget dér. Det ønsker jeg i hvert fald, fordi det er næsten altafgørende for, om man får støtten eller ej, at man kender de rigtige mennesker. Det kan være en hård anklage, men jeg synes ikke, det er forkert at sige, at det til dels fungerer på den måde.
Nu er det Per Arnoldi, der blev udnævnt til ny chef for Statens Kunstråd. Han siger, at det er bedre og mindre eksperimenterende kunst, der skal have pengene. Det er lige som at sige, i situationstegn, at det er vennerne og dem som i princippet sagtens i forvejen kan leve af deres kunst.
I hvert fald har vi allerede tidligere sagt, at hvis det offentlige skal gå ind og støtte kunstnere, så vil vi hellere være med til at støtte de nye ‘upcoming’ kunstnere.
Der er også nogle måder, forfatterne og danske sprog bliver støttet på – blandt andet biblioteksordningen – som vi var med til at forny aftale om. Jeg tror, at biblioteksordningen er en god ting, da den følger efterspørgslen. Det er måske den bedste måde at gøre det på. Og igen – at prøve at støtte upcoming forfattere, så må man se, om det kan bære. Det kan godt være, at det ikke kan bære på længere sigt, og så var det måske ikke meningen.
Man må også indse, at der findes nye udgivelsesmåder nu. Via nettet, via e-bøger, så det er på den måde nemmere at udgive noget.
Hvis man vil kaste sig ud i kunst, skal man erkende, at der måske er 10 gange – 100 gange – flere, der kaster sig ud i kunsten, end dem der kommer til at leve af det. Nogle kommer måske aldrig til at leve af det fuldtid. Nogle kommer måske aldrig til at leve af det.
Det er klart, at for kunstnere og for mange andre ville det være lettere, hvis skatten var lavere. Det er derfor, vi siger, at skatten er en del af vores politik. Vi vil hellere have, at borgerne har flere penge til rådighed til dem selv, og så kan de derefter træffe deres valg. I stedet for at man gør det som den danske stat, hvor man tager sammenlagt halvdelen af borgeres penge via skattetrykket og alt muligt andet oveni. Det danske samfund er ufrit i den forstand, at man lægger bånd på så stor en andel af borgernes penge og så bestemmer, hvad de skal bruges til.”