Oprindelig publiceret på www.cph-art.dk i 2008.
Under det årlige kunstmesse i Forum: Art Copenhagen mødte jeg de to russiske kunstnere: Vladimir Thernyshov fra Minsk og Vjatheslav Derevjanko fra Moskva, som på dette tidspunkt havde en udstilling i det Russiske Kulturcenter.
De kom til messen for at se moderne kunst i Skandinavien. Deres indtryk var interessante da de repræsenterede et frisk blik på udstillingen fra kunstnere, der er vokset op i en anden kultur og med en anden kunstnerisk skoling. De to havde et blik, som ikke bar præg af de lokale danske traditioner eller modestrømninger.
Z: Hvordan er Jeres oplevelse af kunstmessen?
Vjatheslav Derevjanko
VD: Overraskende… vil jeg sige. Bortset fra nogle få kunstnere er der ingen figurative værker, værker der bliver skabt, ikke for at udtrykke kunstnerens fascination af sig selv, men for udtrykke en fascination af verden, som Guds værk. Selvudtryk og selvudtryk. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men jeg tror at hvis man mangler den kunstneriske skoling, så taber kunstnere hurtig pusten og begynder at ligne hinanden. Jeg kan forestille mig, at hvis man udstillede et hvilket som helst realistisk værk her, så ville det være det mest originale, forstået på den måde, at det ville være det eneste som ikke ligner de andre, alle andre ligner hinanden uanset hvor meget de forsøger at skille sig ud. Hvis man kigger ned fra balkonen, så ligner det en stor vælling. Kun kineserne har skiller sig ud.
Vladimir Thernyshov
VT: Jeg vil dog sige Vjatheslav imod. Hvis man kun udstillede akademiske malere, der malede realisme, så ville det også være kedelig. Men jeg er enig i den tanke, at der er en ret enkelt målestok mellem kunst og kunstneren. Hvis kunstneren elsker kunst: det er én situation. Hvis kunstneren elsker sig selv i kunsten, så er det en anden. Vi synes at på denne udstilling var der omkring 10% af kunstnere der elsker kunst, resten elsker sig selv i kunsten, og det er det der fører til ensartethed og gentagelser. Der er små ændringer i motivet eller modellerne, men ellers er det det samme. Men det er selvfølgelig vores egen subjektive vurdering. Et andet spørgsmål; hvordan gengiver kunstneren sit motiv? Hvordan opbygger man en dialog med tilskueren? Jeg kunne ikke fornemme den kunnen her. Måske danskerne er vant til den slags og har brug for det? Under alle omstændigheder, med hensyn til den realistiske skole, som blev dannet af Leonardo da Vinci og andre klassikere, så er det er ikke meget af den vi har set.
VD: Jeg tror i vores fag fylder håndværket 70%.
VT: Kendskab til perspektivet, anatomi, bevægelse i tegningen, dynamik, kunstmaleri, alt det der er bygget på det antikke græske, romerske og efterfølgende den akademisk realistiske kunstskole. der kom forskellige skoler efterfølgende forskellige skoler: Rubens skole, Rembrandts skole, Van Dyjks skole og andre mestre, en konstellation hvor der findes mesteren og hans elever. Det findes også i avantgarde og i flere forskellige retninger. Men vi kunne ikke se det her. Hver især prøver at lave ting på deres egen måde, og man kan ikke se et dannet koncept, som der var hos impressionisterne, postimpressionisterne eller andre.
VD: Det var rodet.
Z: Man kan kalde det for rod, men man kan jo også sige “forskellighed”. Måske mangelen på den formelle “skole” understreger de individualistiske tendenser i det moderne samfund? Understreger betydningen af et individ frem for samfundet?
VD: Muligvis. Men Vladimir har snakket om det grundlæggende kundskab. Både i musik og poesi, findes det. Et udgangspunkt, nogle rødder, et grundlag, den nødvenlige kunnen. Efterfølgende kommer der grene. Vi kunne ikke se den centrale søjle her. Farver og nuancer spiller en stor rolle, men det findes overalt, både i Rusland, Danmark og Kina. Det findes begreber om linjer, plastik, farver. Her kan man se spændende værker, hvor der er farver der spiller en rolle, man kan se at der er værker af gamle kendte mestre. Man kan se det, ikke kun på priserne, men også på den tekniske kunnen.
Jeg kan huske, at jeg så et af Picassos værker tæt på. På afstand tror man at det er nemt! Men hvis man ser på det tæt på: der er så mange lag, Så mange forskellige teknikker der var sammenlagt.
VT: Det er interessant eksempel: Picasso havde en udmærket realistisk, akademisk skoling, og så havde han prøvet alt mulig, havde så mange perioder!
Z: Vil I sige at en stor kunstner vokser ud af skolen, ud af at man rent faktisk kan tegne?
VD: Når du kan det grundlæggende, så må du lege lige så tosset du vil, men man skal kende alfabetet. Hvis man er analfabet, så skaber man naivisme eller primitivisme. Det kan være meget interessant, når kunstnere intet begreb har om skole, og skaber værker ud fra deres sjæl, som fortryller tilskueren. Jeg kan bedst lide den slags.
Z: Har i set den type værker på messen?
VD: Det er nogle værker, der lægger op til det, men de efterligner snarere naiviteten, end de udtrykker den.
VT: Vi har ikke set den anden Pirosmani.
VT: Den naivitet, forundring over verden, den har vi ikke set. Vi snakker jo først og fremmest om kunstneren. Hvis kunstneren holder op med at undre sig over noget: en mælkebøtte, eller et sommerfugl, eller et andet fænomen: lyn, vind, eller noget helt andet, så holder han jo op med at være kunstner. Man skal kunne forundres, elske, og have medfølelse, og jo mere af det kunstneren har i sig, jo mere af den barnlige naivitet, åbenhed. Jo mere af det der er bevaret i kunstneren, jo sundere er han.
udsigt over Art Copenhagen kustmesse 2008