Radmila Rajic Njue
Oprindelig publiceret på www.cph-art.dk i 2008
cph-art har talt med den herboende bosniske operasanger Radmila Rajic om kunstnerrollen, de kulturelle forskelle, det kunstneriske uddannelsessystem og hvad der sker, når virkeligheden for alvor banker på.
Det er sen eftermiddag, ja nærmere begyndelsen på aftenen. Børnene er hentet fra fritidshjemmet og børnehaven, de sidder i stuen og bliver underholdt af Københavns bedste dj, DJ Georgij Park. Vi sidder i mit soveværelse på sengen og snakker. Der kommer lys gennem den store altandør og man kan fornemme at dagene for alvor er blevet længere og lysere.
– Hvad vil det sige for dig at være kunstner? Du er sanger, så dit kunstneriske redskab er en del af dig selv. Jeg, som tegner, kan altid lægge min pen til side, det kan du ikke på samme måde. Du kan ikke lægge din stemme til side. Hvordan er det at være kunstner for dig?
– Jeg synes ikke det er et så stor forskel, fordi det som former sig alene, uden din kraft, uden dine pensler eller uden min stemme, det er tankerne. Det er tankerne, der fører dig frem til resultatet, det er tankerne, der altid er i gang. Så hviler penslen, så hviler stemmen kun visuelt. Det, at være i gang med at tænke på et værk, det holder aldrig pause, det modner sig i dine tanker og prøver at fylde dem ud, så der er ikke den store forskel på at være forfatter, maler eller musiker. Det handler om at tænke på sin værk, det gør vi alle sammen, også når vi sover.
– Hvad vil det sige at være kunstner i Danmark?
– Jeg var 21 da jeg kom til Danmark. På det tidspunkt havde jeg allerede gået på Musikkonservatoriet i Sarajevo i tre år. Det gør man sydpå. Man starter tidligt på sin uddannelse. Hvis man er ikke færdig med den inden man er 25, så er man mærkelig, så er der noget galt med en.
Heldigvis er der ikke så stort et pres her. Man har tid til at finde ud af hvem man er. Men tiden er ikke statisk, den flyder af sted, og så lige pludselig er den også gået. Det var måske lidt for mange formmæssige rammer der hvor jeg kom fra. Man hviler mere i sig selv som kunstner her i Danmark. Der er ikke det samme tidspres i forbindelse med hvornår du er færdig, hvornår du skal debutere eller hvornår skal du lave din første udstilling.
– Det første, som jeg blev overrasket af her var at folk var aktive og udviklede sig selv om de var gået på pension, de studerer filosofi, historie, matematik. Det er beundringsværdigt. Jeg har oplevet mange ældre mennesker, som begynder at tegne, fordi de altid har haft lyst til det og drømt om det. Nu har de tid til det og nu gør de det. Dette alders-tabu, det er knækket her, det findes ikke. Alt er tilladt. Man kan sagtens vågne op og tænke: Jeg har noget at sige, som jeg vil gerne komme videre med. På den måde har man hele livet til at optage og udnytte sit potentiale. Man bliver ikke for gammel til at vågne op og finde den indre kerne, finde glæden. Der er større frihed til at leve sine
drømme ud. I mit land vil man blive set skævt til, hvis man begynder at læse filosofi eller kunsthistorie som 60-årig. Man vil altid spørge: Hvilket formål tjener det? Det er fantastisk, at man her i Danmark gør det, blot fordi man selv er interesseret i det, uden at skulle se andet formål med det, end måske at kunne videregive den viden til sine børnebørn.
– Det vigtigste er at man er i udvikling, at den ikke bare stopper fordi man har fået arbejde og sådan er det, og så går man på pension når man bliver oppe i årene. Der er tanker, der går videre, man bliver aldrig gammel og 60 år, det er ingen alder, hvis man er nysgerrig på livet. Det
synes jeg er meget fascinerende her i Danmark. Folk har den nødvendige tålmodighed og ro og det har nok noget med mentaliteten at gøre. Sydpå har vi et temperament, som er mere utålmodigt, vil jeg sige. Vi er meget ekspressive og det afspejler sig både i kunst og æstetik og interiør, ja, i alting. Folk heroppe er meget mere tilbageholdende og så lige pludselig er det tid. Man giver sig tid til at tænke. Om det er rigtig eller ej, det er lige meget, men at man giver sig tid til tingene. Det er dejligt, faktisk.
– Bagsiden af friheden til at gøre hvad man har lyst til er, at ens ego lige pludselig ikke længere kender de fine grænser, og så har vi tonsvis af mennesker der betragter sig selv og kalder sig selv for kunstnere. Man møder malere og keramikere som kalder sig for kunstnere fordi de lige har været på et kursus på en aftenskole. Det gør at niveauet er meget varieret og der er en større bredde af folk der kalder sig for kunstnere. Men en ægte kunstner kan man altid genkende.
– Der er ikke mange, som kalder sig for “amatør-kunstner”. Jeg ser et problem i – hvis man kan kalde det for et problem – at der bliver lavet ting, som jeg har svært ved at kalde for kunst, fordi folk er bedre til at promovere sig selv. Hvorimod de kunstnere, som er mere indadvendte og reflekterende, og som er bedre til at lave kunst end til at promovere sig selv som kunstnere, forbliver usynlige.
– En kunstner har sit rum, har sin verden og har det svært med at åbne døren og sige: ‘Kom ind i min verden’. Kunsten vil helst opdages, så bevarer man dens mystik. Marketing er et meget markant fænomen her i vesten, der er mange faktorer, som gør at det kapitalistiske element træder frem. Nogle gange på en negativ måde. Det har slået mig et par gange, fordi i den verden, hvor jeg kommer fra er kunsten højt respekteret og der er ikke brug for at have en større maskine bag sig hvis man kan sit fag.
– Her er der en helt anden struktur. Den er afprøvet gennem mange år og har haft store succeser og store fiaskoer. Den type markedsføring, i vestlig forstand, er først nu ved at vinde indpas sydpå. Der er det ikke den store pengemaskine, som her. På den måde er der fare for, at folk ikke kommer til syne. Hvis du ikke har dit netværk med, hvis du er tilflytter og skal formå at plante dine rødder i et helt nyt jord, så tager det tid. Der er fare for at man knækker, at man er for sårbar, at man mister
modet fordi det har så meget med penge at gøre.
– Hvordan kan en kunstner fra Bosnien, som du kommer fra, finde sig til rette og blive set og kendt dernede?
– Det var ikke så svært. Jeg havde jo mit netværk, og det starter bogstaveligt talt med fødslen. De mennesker, som fulgte mig gennem musikskolen, gymnasiet og musikkonservatoriet, de har altid
kendt mig. På den måde behøvede jeg ikke at gøre ret meget for at synliggøre mig. Man gør bare det man kan og så bliver talenter i højst mulig grad støttet og båret frem. Jeg har selv oplevet at få lov til at hvile på laurbærrene: Jeg vandt en andenplads ved den internationale sangerkonkurrence i Verona som 19-årig. Jeg kom hjem med et stort diplom og nøglerne til Verona by. Jeg blev båret oppe og støttet og støttet og støttet. Jeg har fået de bedste venner blandt de dirigenter og skuespillere, som jeg har lavet projekter med. De bliver nærmest ens familie. Det bliver det vigtigste i verden. Der, hvor man vokser spirituelt. En time er aldrig en time. Man mødes kvart over ti og bliver først færdig klokken to, fordi man sidder og diskuterer og hører på hinanden og så må resten indhentes. Der skabes virkelig meget for sangere og pianister udelukkende ved at give dem tid. Ved at have denne fleksibilitet, så de formår at ramme plet, ramme det rigtige øjeblik, og øve sig og ramme plet igen og igen.
– Her varer en time en time og så skal man ud, fordi den næste ankommer. Her har man deadline på en helt anden måde. Her er det man kalder for uddannelse en meget fattig ting, i den forstand, at sådan et rigt land som Danmark ikke har råd til at give mere tid, end den man får? Alle de nedskæringer dræber den kunstneriske ånd. Man kan undre sig over hvor meget der blev investeret i kunst og uddannelse i sådan en fattigt land, som Bosnien var. To så paradoksalt forskellige lande.
– Du har startede din uddannelse som operasanger i Bosnien og du blev færdig med den her i Danmark på Konservatoriet, så det er naturlig at spørge: Hvad laver du nu?
– Jeg lever desværre ikke af at synge. Jeg har koncerter hist og pist, men det er ikke noget jeg kan leve af. Jeg arbejder i et forsikringsselskab. Det har intet med kunst at gøre, men det giver mig brød på bordet. Jeg prøver at kombinere de to forskellige jobs aspekter og følger at det er en luksus jeg har at være privilegeret at beholde min kunst og stadig dyrke det på en professionel hobby. Det er heller ikke nem cocktail både at være kunstner og have ansvar for sin familie. Det ser jeg også blandt mine danske venner. Men livet er jo ikke til at blive skræmt af, man finder alligevel ud af det på et eller anden måde.
– Jeg undrer mig over hvor meget jeg har opnået inden jeg blev 21 og flyttede hertil og hvor meget jeg har knoklet og stadigvæk knokler for at blive anerkendt her. Man bliver aldrig anerkendt 100 % og det er meget naturligt. Man tilpasser sig en måde at blive set på at hørt på..
– Hvordan er det at skulle arbejde i et forsikringsselskab og bevare sin kunstneriske identitet samtidig?
– Jeg vil altid have det talent, som jeg er født med og som jeg har dyrket. Ingen kan tage det fra mig. Men det ansvar at have børn, som ikke kan vente på deres mors opmærksomhed, og som skal have tøj og økologisk mad og en god barndom, det gør, at jeg føler mig tilfreds med mit arbejde og med den kombination af levebrød og sangen som min livsnødvendighed. Jeg vil ikke byde mine børn at ende i en grøft med en arbejdsløs mor som er på kontanthjælp.
Geo lister sig ind i værelse og ud på altanen for at ryge og Alex, Radmilas yngste søn, kommer ind i værelset og trisser hen til mor. Han er træt og sulten. Det er tid til aftensmaden.