Ayn Rand “Atlas Shrugged”
Original artikel: http://www.cph-art.dk/content/atlas-shrugged-i-perspektiv
Hvorfor overhovedet skrive en boganmeldelse af en bog, der er skrevet for mere end 50 år siden i USA? Har den noget form for aktualitet og relevans til vor dagligdag her i København?
Det har den, desværre. Ayn Rands “Og verden skælvede” giver tit og ofte den berømte deja-vu følelse – man tænker – Jamen, det er noget, som vi har lige læst om i aviser i går! Og en anden vej – der er en virkelighed – “før” og “efter” “Verden skælvede”. “Før” bliver man bare konfronteret med samfundssystem, der ikke virker – hospitaler, der gør folk mere syge end de var i forvejen, regler, der hindrer al foretagsomhed, mennesker, der fralægger sig ansvaret for sin egen liv, fagforeninger, der ikke tjener arbejdernes, men sin egen vel. “Efter” – ved man at det var beskrevet før – og den virkelighed, som vi forharmer os over er uundgåelig og logisk eneste mulige under de givne forudsætninger. Den er beskrevet for mere end 50 år siden af en kvinde, der har set både “efter” – konsekvenser og “før” scenarier – i netop denne rækkefølge og derfor kunne se og kunne gennemskue de konsekvenser, som hendes samtid fører til.
Sjovt nok er det skønlitterære en mindre vigtig del af Ayn Rands værker – “Atlas Shrugged” er ingen undtagelse. De gudesmukke helte og heltinder ligner hinanden og for mit indre øje er det netop de typer, der lige er steget ned fra enten de store socialrealistiske og pompøse konstruktivistiske plakater i Sovjetunionen eller billeder i hitlerjugend stil i Tyskland inden anden verdenskrig – skønne, stærke, muskuløse, med perfekte kropper, flot hår og smukke legemer med styrke og målrettet bevidsthed i de groft skårede ansigter. Det er heller ikke overraskende – for modsætninger har det med at mødes nogle steder og på mest underlige måder.
Dagny – kollage lavet af Sovjetiske plakater
Modsætninger er de – for, selv om Ayn Rands helte ligner de typer som vi ser i totalitær billedkunst – så ligger de plakater lige så langt fra den virkelighed som de skulle repræsentere, som de totalitære ideologier fra Ayn Rands manifstation af frihed og objektivisme – den filosofi, som hun udvikler og formidler igennem hendes værker.
Filosofien, som for mange virker provokerende og egoistisk – men som i virkeligheden – hvis man tænker over det, repræsenterer det mest jordnære og derfor det mest humane menneskesyn man kan finde i et hav af de eksisterende religiøse og antireligiøse filosofier, traditioner og opfattelser.
arbejdere – kollage af plakater fra Sovetunion
En af bogens udgangspunkter er det faktum, at det at man er født, er ingen garanti for at man overlever. Stræben efter livet er naturlig og moralsk og hvis man skal overleve skal man gøre noget for det – man skal arbejde for at sikre sin eksistensgrundlag og for at få det bedste ud af livet. Men arbejde i sig selv er ikke nok – man skal vide hvad man gør og hvorfor – på den måde sættes netop tankevirksomhed som den højeste nødvenlighed. Det er netop tankevirksomheden, der førte os gennem tiden og al det teknologiske fremskridt er følgen, beviset og konsekvensen af det.
Det er unaturligt, syg, skadelig og umoralsk både i forhold til hver enkelt individ og i forhold til samfundet at forvente eller tvinge et menneske til at arbejde uden at give det mulighed for at nyde frugten af sine bedrifter, at tvinge det til at arbejde ikke for sit egen bedste men kun for andres – om det er andre mennesker eller blot en idé. Det er det, der gør mennesker til slaver og fratager dem livsglæde, initiativ og i sidste ende meningen med livet. Benægtelse eller underkendelse af dette faktum er umoralsk og skadelig både for hver enkelt individ og samfundet. Benægtelse af retten for hvert enkelt individ for at stræbe efter et bedre og rigere liv er umoralsk og dræbende såvel for samfundet, som for individet. I bogen bliver vi konfronteret med spørgsmål: Hvem er de gode og hvad er den reelle godhed? Hvem er de onde og hvad er den reele ondskab?
Stålværk
Ayn Rands budskab er at det eneste reelle moralske princip i vores verdslige verden og det eneste universelle gode er pengerne. En af hovedpersoner i “Atlas Shrugged” – så at sige en af de ideologiske bærere af plottet – påstår at pengene var menneskehedens bedste opfindelse. Pengerne ses ikke som et tilbedelsesobjekt, men som det frie redskab for den moralske handling. Et redskab, der er opfundet af mennesker og for mennesker. Redskabet, der gør det muligt for os at bytte det vi har produceret med det de andre har produceret. Redskabet, der muliggør for os fastsættelse af værdien af vores bedrifter og handlinger, redskabet, der gør det mulig for frie individer at indgå aftaler om deres værdier, deres tid og deres kompetencer og hvilke beløninger de skal have, hvis andre vil benytte sig af disse.
Moralen er frihed, som i bogen er modsætningen til vold. Hvis vi frit kan indgå en aftale og begge er tilfredse med den – så er der ikke brug for vold eller tvang. Hvis du vil tage noget fra mig, som jeg vil ikke afgive frivilig, så må du ty til vold og røveri for at få det, du vil have. Så enkelt er det – det lyder enkelt i hvert fald.
Men hvordan relaterer alt det så til de problemer og skævheder som vi oplever i nutiden?
En af hovedpersonerne – min personlige favorit: Francisco d’Anconia -siger følgende: “… når et samfund skaber ‘lovlige’ forbrydere og ‘retmæssige’ røvere – mænd, der bruger magt for at sætte sig i besiddelse af afvæbnede ofres rigdom – så bliver pengene deres skabers hævner. Sådanne gangstere tror, at det er farefrit at plyndre forsvarsløse mennesker, så snart de har vedtaget en lov om at afvæbne dem. Men deres tyvegods bliver en magnet for andre tyve, der tager pengene fra dem, sådan, som de selv i sin tid fik dem. Så vindes kapløbet ikke af den, der er dygtigst til at producere, men af den mest hensynsløse og brutale. Når magt bliver målestokken, vinder morderen over lommetyven. Og derefter går dette samfund under i ruiner og myrderi.”, og det er netop det hun så i den blødende Rusland inden hun flygtede derfra i 1920erne – og det er netop de spirrer hun kunne opleve i det amerikanske samfund. Det er netop de skævheder, misbrug og ansvarsløshed vi ser i den danske velfærdsstat i øjeblikket – historien har det med at gentage sig og den menneskelig natur er den samme.
Kollage af russiske plakater fra Sovjettiden
Ikke mindst interessante og på en måde kontroversielle er bogens kærlighedsdramaer. Selv om man kan umuligt kalde Ayn Rand for hyklerisk, så rummer bogen en af de mest romantiske og umenneskeligt rene kærlighedshistorier, der ligner et uopnåelig dyd.
Hendes holdning til kærllighed kan beskrives på den måde: Man bliver ikke større ved at gøre en anden mindre, kærlighed uden respekt eksisterer ikke, så er det ikke kærlighed længere – så er det en kamp eller et uværdigt forhold. Har vi virkelig brug for at nedbryde hinanden for at overbevise sig selv i vores magt over for partneren? Er det magten vi er ude efter? Forveksler vi kærligheden med magtspil eller medlidenhed? Kan man kalde for kærlighed det begær, der er blottet for beundring? Ønsker vi benådning fra en tyran ellers slavers frygt og hengivenhed? Er ligeværdige forhold er mulighed?
Vi er ikke lige. Den anden kan altid være stærkere, dygtigere, kønnere, yngere, ældre eller hvad som helst andet i forholdet. Hvad hindrer os i at acceptere dette og bruge denne accept, som hyldest til hinanden? Man kan blive stærkere sammen ved beundring og støtte. Man kan sætte hinanden på en piedestal, uden at tænke over hvilke af dem er højere, i stedet for at kaste hinanden i et hul og måle hvilken af dem er dybere. Man kan se hinandes fejl og mangler som en afspejling eller modsætning til egne og bruge det som styrke og ikke nedbrydelse.
Det paradoksale i bogen er, at elskovscenerne er lidenskabelige og sobre på samme tid. Den kærlighed, som hendes helte oplever, er både selvopofrende og rationelle. Modsætning? Måske. Kan man efterleve det i praksis? Vi kan beundre dem, der kan.
Franciscos tale om kærlighed tvinger en til at se tilbage på eget liv og relationer og vurdere disse efter hans målestok. Hvis vi gjorde det oftere, ville vi være mere bevidste om vores valg og grundlaget for det. Ayn Rands syn på kærlighed tvinger os til respekt og nej, ikke lighed, men til ligeværdighed.
Medlidenhed kan aldrig blive til kærlighed – den kan blive til foragt. Ofring og selvopfrelse kan heller ikke blive til kærlighed, for den skaber uligevægt og disrespekt – de giver een skylden og den anden retten til at kræve. Hun siger ikke, at man ikke skal gøre noget for kærlighed – tværtimod, men udgangspunktet kan aldrig være noget, man gør for den andens skyld. Det bør være noget, som mig gør for sig selv, selv om det man gør gavner den anden – for så gavner det fællesskabet.
arbejder på stålværk
Kan man efterleve hendes moral i den virkelige liv? Skiller hun ikke ånden fra kroppen? Det gør hun i et høj grad. Det er de færreste senmoderne mænd og kvinder der kan og vil lev op til hendes heltens dyder – men hvis man har læst Franciscos tale om kærlighed kan man ikke lade være med at justere sine relationer efter den.