Zenia Grynberg, foto P. Jensen
Zenia Grynberg, foto P. Jensen

Zenia Grynberg, foto P. Jensen

Er det medier der sætter den politiske dagsorden ved at grave skandaler frem? Eller viser de politiske skandaler os et allerede eksisterende smertepunkt, der bliver optaget, belyst og behandlet af medierne?

Det er mange der vil mene at det er flere politiske skandaler der kom frem på det seneste. I bund og grund er det underordnet at det er flere eller er det færre af dem. Det vigtigste er at de er til og de har sin specielt funktion for demokratiet og de politiske processer, kan vi lide det eller ej. Reaktioner på disse skandaler og følge af dem, både positive og negative, kan have vidtgående betydning både for politikerne, samfundet og endda enkelte borgere.
På DR2’s hjemmeside skriver Karen Kokkegaard i artiklen Politiske skandaler i medierne: ”For de politiske skandaler tjener en vigtig funktion i demokratiet, hvor medierne holder politikerne ansvarlige overfor de borgere, der har valgt politikerne til et magtembede.” Og netop dette er en af de vigtigste funktioner hos de moderne medier. I denne artikel bruger hun udtalelser fra Morten Skovsgaard, der er adjunkt fra Syddansk Universitet og en af oplægsholderne i DR’s programserie ”Danskernes akademi”
Yderligere beskriver Karen Kokkegaard de forskellige typer af skandaler: ren politiske skandaler, skandaler, der indrager politikernes privatliv eller nyt type af skandaler, som Morten Skovsgaard kalder for practise as you preach – gør som du siger – skandalen hvor politikerne bliver testet på deres personlige troværdighed.
Et eksempel på sådan en ”practise as you preach” skandale er historie om Helle Thorning-Schmidts og Mette Frederiksens børn, der blev sendt til private skoler. Ikke fordi det skal være noget galt med private skoler, men fordi de to politikere ser netop ”folkeskolen, som fundament for at bevare sammenhængskraften i samfundet” og på den måde er selvmodsigende i deres retorik og handling.
Det er netop her vi, som læsere kan tage stilling til hvilke af skandalerne er mest interessante for samfundet, som helhed og for os, som de enkelte individer. Det er jo ingen hemmelighed at vi, som mennesker har tendens til at være nysgerrige, sladderlystne og skadefro. Det er ingen grund at benægte dette. Samtidig må vi også indse at det er netop skandaler med politisk substans der er mest gavnlig for samfundet.
Vi kan spørge både medier og sig selv: hvor dyb i enkeltes person privatliv skal vi kigge? Hvad politikerne skal stå til ansvar for, og hvad skal få lov til at være i privaten. Er indholdet af Karen Ellemans skraldespand er relevant for os, eller skal have fokus på det politik hun fører og på de følger, denne politik vil få for samfundet? Men det sker jo også at det politiske og de private forhold falder sammen og skandalen vil afdække emner der har betydning for samfundet, som helhed.
Men hvad er det, der gør at vi oplever flere skandaler? Karen Kokkegaard mener at det sker ”fordi medier er blevet mere idealiserede”, dog i næste sætning tilføjer hun at: ”de er i konkurrence med hinanden om læserne, seerne og lytterne” – Så hvor er sandheden? Idealisme eller jagten på læserne, seerne og lytterne, der er i sidste ende sikrer annoncørernes interesse og hermed penge til mediet?
Men mange politikere er med på legen. Hyppig optræden i medierne oftest sikrer deres genvalg, derfor de er ofte tilbøjelige til at vise mere og mere af de private forhold frem. På den måde grænser mellem det private og det offentlige i ens liv bliver visket mere og mere ud.
Dette har sin bagside. Det er langt fra alle der vil udstille sig selv og sin familie til skue. Det er de færreste de ønsker at et tilfældigt møde i byen med ekskæreste bliver til forsidestof hos tabloidaviserne dagen efter. Som Morten Skovsgaard siger: ”Jeg går ud fra at vi gerne vil have så dygtige og kompetente politikere som muligt, så selvfølgelig er det uheldig, hvis nogen vælger det fra, fordi der er stor risiko for, at ens privatliv ryger på forsiden af medierne.”

Politikerne at tager til genmæle

En af reaktionerne fra politikernes side på de mange skandaler der går tæt på de private forhold var en kommentar, skrevet af Jacob Bjerregaard, der er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne og Karsten Lauritzen, der er medlem af Folketinget for partiet Venstre og bragt i Berlingske Tidernes debatsektion d. 23. 5. 2012.
De to politikere beskylder medierne i at gå efter ”sensation” frem for ”væsentlighed”. De mener også at kvaliteten i danske medier er faldet betragtelig. Det er egentlig ganske sjovt at læse, hvordan de to herrer hver fra deres politiske blok bliver enige om at gå i angreb.
Deres beskyldning i mediers dårlig research ligger i påstanden at: ”journalisterne typisk skal levere til både avis, net, radio og TV. Energien bliver brugt på redigering og ikke på research” samt at ”Kvantitet er blevet en succesfactor frem for kvalitet”
Kommentaren er skrevet med brug af mange af de velkendte retoriske virkemidler, så som allitteration: ”Sludder, sladder og mangel på substans”, ”vagthund og væsentlighedsformidler”, samt retoriske spørgsmål: ”Er journalisterne dumme og dårlige?” og påstande uden belæg.
De mener for eksempel at: ”Problemet skal derimod findes hos redaktørerne og medieejerne, som er blevet skødehunde for den laveste fællesnævner og den dårlige smag. De har glemt deres vigtigste samfundsopgave: at være demokratiets vagthund.” Vi kan med rette spørge politikere, hvor er belæg for denne påstand? Hvem har pålagt medierne denne opgave, og hvis der er nogen, der gjorde, så hvem er det, der betaler for den? Medieejerne driver en virksomhed og forventer at medier tjener penge ind til investorer og aktionerer. Jo flere læsere når de ud til jo bedre for deres omsætning. Hvis de to politikere mener at det er mediestøtte, der er betalt af staten, der skal sikre medier som ”vagthunden” kan vi sige at det ikke er politikerne der betaler, men alle danske skatteyderne. Politikerne blot fordeler de penge. Netop derfor skal de stilles til ansvar. Netop derfor har skatteyderne fortjent at få leveret de historier de selv synes er interessante og relevante for dem selv om de går for tæt på politikerne.
Lignet problemstilling har vi set i DR’s serie ”Borgen”, hvor manuskriptet er skrevet af Adam Price med Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholm i afsnittet om partilederrunde. Her ser vi en redaktør Torben Friis, der lader skandalen køre for åbent skærm. Det gør han alene af den grund, at det vil give et større seertal til programmet. Seriens politikere beskylder journalister både i at være ”de røde lejersvende” og for at lave ”klart knæfald for regeringen og de borgerlige”, hvor redaktøren handlede alene ud fra det laveste fællesnævn, som er seernes interesse for skandaler og kanalens vinding, ved højere seertallet.
De to mener at pressen ”snager” i politikernes og kendte personers privatliv, ”tramper rund” (i øvrig, igen ser vi retoriske styrkemarkører, der er brugt til at ubetydeliggøre pressens rolle i bestemte sager) og graver frem historier uden den politiske substans nu, når vi alle bør være klogere (læser vi mellem linerne) og tænke på den økonomiske krise.
Men er det virkelig sådan? I den bedste practise as you preach stil kan vi læse i medier nu, at netop historie om Helle Thorning-Schmidts mands, Steffen Kinnoks skatteforhold har dannet grunden for genåbning af flere hundrede lignede sager. Sager hvor ærlige borgere blev uretfærdig pålagt millionbøder og endda fængselsstraf, som i tilfælde med fotomodellen Camilla West, der er frikendt nu. Netop denne sag har vist os skattevæsenets uhæderlige behandling af borgere. Netop denne, ifølge Jacob Bjerregaard og Karsten Lauritzen ”snagen” vil sikre retfærdighed for alle og ikke kun for partiledernes gemal.

Skal så medier have lov til at grave i alt?

Dette spørgsmål får lov til at stå ubesvaret. Politikerne vil søge mere af de politiske substans i medier og borgere vil gerne identificere sig med politikerne og derfor interesseret også i deres private forhold. Nu har vi også set, at de private forhold hos en enkelt politiker kan medføre ændring af praksis for mange borgere. Men hvem er det der leverer alle de informationer?
I Danmark har man en statsejet TV station. De fleste af andre medier er privatejede og har deres aktionerer og bestyrelser, der vil tilgodese de bestemte segmenter og får indtægt ved at skaffe bedre synlighed for annoncerer. Med den store udbredelse af net mediet vi, som læsere bestemmer hvad vi vil og hvad vi vil ikke læse om ved et enkelt klik på et bestemt link. Ved at dele det vi synes er vigtig via de sociale medier, der spiller større og større rolle både i den politiske kommunikation og i mediers popularitet. Det er stort set OS, som medieforbrugere der bestemmer hvad medier vil skrive om, for de går efter OS. Hvis vi så går efter den laveste fællesnævnet, så får vi også det. Men vi kan også få andet, hvis vi klikker på en anden link, det er da også heldig, at politikerne kan ikke bestemme hvor vi klikker os hen.
Får vi så bedre politikere, hvis vi skåner deres privatliv fra skandalerne? Det kan man ikke vide. Men hvis et mennesker lever ikke i overensstemmelse med egen samvittighed skal vedkommende nok ikke gå i politik. Hvis den gør, så kan vedkommende nok også stå ved det man gør i det daglige.