Helle Thorning-Schmidt, maleri af Lars kræmmer, udsnit
Helle Thorning-Schmidt, udsnit, maleri af Lars Kræmmer

Helle Thorning-Schmidt, udsnit, maleri af Lars Kræmmer

Her kigger jeg på Helle Thorning-Schmidts nytårstale fra den 1. januar 2012. Hvem taler hun til? Hvordan hendes tale bygget op og hvad taler hun egentlig om? Hvad vil hun opnå i hendes politiske kommunikation? (oprindelig ville jeg bare hjælpe en veninde med hendes HF opgave, men gik en tand længere med analysen)

Helle Tornings nytårstale er tale til et offer. Hun forsøger at appellerer til følelser, følelser hos mennesker, der er usikre i deres position og deres fremtid og derfor kan nemt komme til anser sig selv som ofre. Ofre af omstændigheder, krisen eller noget helt tredje. Samtidig forsøger hun at dele samfundet i ”os” og ”dem”, sætter frygt og mistillid i sindet og forstærker offerrolle – mentalitet for at skabe større splid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, mellem selvstændige og lønmodtagere.

Lyder lige lovlig vild? Ik’? Dog lad os nu se på hendes sprogbrug og hendes retoriske virkemidler for at forstå hvordan gør hun dette. Heldigvis hun og hendes taleskriver er ikke særlig gode retorikere så det gode er at hendes tale ikke særlig god og gribende, når ikke så dybt i mennesket og derfor heller ikke særlig godt hørt.
Hun bruger patos og taler til følelser, da hun nævner mor og mormor. Hun forsøger at styrke sin etos – troværdighed, ved at blande de historiske fakta (logos) og hendes families fortid (patos):

”Min mormor blev født i år 1900. Da hun var 15 år, fik kvinder og tjenestefolk stemmeret. Demokratiet blev bredt ud til almindelige 

danskere.
Min mor blev født i 1937. Mens hun voksede op, kom Danmark fri af krigen og rationeringsmærkerne, og efterhånden fik mange del i de goder, der før kun var for de få. Telefoner, appelsiner og flæskesteg på søndagsbordet.
Jeg blev født i 1966.”

Som retorisk pynt blev der brugt en del anaforer i talen for til sidst komme til epanastrofe ved at gentage ”samarbejde”:Hun knytter sig selv via sin familie til de store begivenheder. Umiddelbart kan dette gå rent ind hos en lytter der er tilbøjelig til at opfatte virkelighed via de følelsesmæssige vinkler, selv om hu har ikke sagt noget der giver specielt mening eller har umiddelbar betydning.
Generelt bruger hun meget patos og maget af det er ladet med ”offerfølelsen”, der har stærkt appel til mange lønmodtagere, som ofte er afhængige af deres ansættelsesforhold. Meget tydelig kan vi læse det i fortælling om den ulykkelige økonomiske situation:
”Nu har mange – særligt de unge – svært ved at finde arbejde. Virksomheder har svært ved at sælge deres varer. Utryghed og bekymring for fremtiden er blevet en del af mange familiers hverdag.”

Vi er et land, hvor små familievirksomheder vokser sig store og bliver blandt verdens førende. Vi er et land, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere har et helt særligt tillidsfuldt samarbejde. Et samarbejde, som vækker international opsigt.”

Egentlig ret ironisk, fordi det er netop det kommende år konflikten omkring Vejlegården har vist til alle danskerne hvor galt den såkaldte ”tillidsfuld samarbejde” mellem fagforeninger og arbejdsgivere kan gå.

Samtidig bruger hun talen som varsel:

”Derfor får vi nu et underskud på de offentlige finanser på omkring 100 milliarder kroner. Ja, måske bliver det endnu større.”

Som belæg for sin påstand argumenter hun:

”Der blev givet skattelettelser, som der dybest set ikke var råd til. Og man forsømte at ruste Danmark godt nok til dårligere tider. Der var ikke styr på økonomien.” og ”Også herhjemme var der et vist overmod. Mange handlede, som om de gode tider bare ville fortsætte og fortsætte. Forbruget voksede over evne. Og boligpriserne tog på himmelflugt.”

Som rygdækning bliver det sagt at dette er, selvfølgelig, det andres skyld – vi er blot ofre:

”Skiftet fra gode til dårlige tider blev forstærket af begivenheder ude i verden. Man førte en kortsigtet og slap økonomisk politik. Nogle finansfolk jagtede den hurtige gevinst. Der blev flyttet rundt på investeringer, som om det var matadorpenge.” Styrkemarkør med patos, er der for understreger hendes argumenter: ”Det var det ikke. Det var menneskers arbejde, hverdag og opsparing.”

 

Vi kan høre / læse hendes appel både til fællesskabsfølelse og til ens samvittighed da hun taler om grundlag for det danske samfund og hvordan er den truet:

”Mit bud er, at det kan det også kun, når vi alle forstår, at vi skal yde det, vi kan til fællesskabet. Ingen kan bare kræve.”

Hun bruger retorisk spørgsmål, som styrkemarkør:

”Enhver må spørge sig selv. Hvad kan jeg gøre?”

Efterfulgt af en ren patetisk frase:

”Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder.”

Hun forsøger at belære os i at balancen er truet og hvad er rimelig og ikke rimelig, hvor hun bruger disse fraser gentagne gange, både for at skabe rytme i teksten og for at styrke de negative, usikre følelser, som hun fokuserer på i talen:

”Og den balance er truet, når unge, raske mennesker kan være på offentlig forsørgelse år efter år. Så har både den enkelte og samfundet svigtet. Det er ikke rimeligt.
Balancen er truet, hver gang nogen får bygget en garage eller lagt nyt tag på huset uden regning og moms. Det er ikke rimeligt.
Og hvis en virksomhed beder sine medarbejdere om at holde igen med lønkrav, så er det også rimeligt, at det gælder for alle. Også på chefgangen.”

Det bruger hun for at komme hen til konklusionen der igen rettet til at skabe spild i samfundet:

Alle skal bidrage. Der er ingen fribilletter.”

Helle Thorning taler til frygt og usikkerhed ved at nævne også de udsatte samfundsgrupper, samtidig advarer hun at tiderne bliver værre – på den måde sætter hun de negative på dagsorden og pisker den dårlige stemning op. Blandet op med fællesskabsfølelse styrker dette en tendens i deling i ”os” og ”dem”

”Men den respekt må aldrig få os til at miste respekten for eller tale nedsættende om dem, der af en eller anden grund ikke kan klare sig selv.
I de seneste år har flere tusinde danskere mistet deres arbejde. Og i det nye år vil de desværre få følgeskab af flere. Det er ulykkeligt for den enkelte og for Danmark.”

Hun forstærker den med anafor i følgende:

”Hvor vi tager os af hinanden.
Hvor vi giver alle børn og unge en gratis uddannelse.
Hvor vi får god og gratis behandling, når vi er syge.
Hvor vi får hjælp, hvis vi mister vores arbejde.
Hvor vi får en værdig pleje, når vi er ældre.”

Yderlige går hun helt til kanten i følgende:

”Og jeg tror på, at langt de fleste af os gerne vil være med. De fleste vil gerne tage ansvar.” – hvor hun nævner ikke alle, men kun ”de fleste”.

Hvem så de andre?

”Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder.”

Hun nævner ikke hvem er det, der ku være mistænkt i at snyde, men stilen er lagt og følelser vil bygge resten af billedet op. Ironisk nok (og her kan vi igen konstatere den manglende forståelse af situationen ved brug af retorikken) viser denne indre billede ikke lige dem hun har tænkt sig at udstille …